OM PAVILLONEN

Pavillonen Knud Strand er opført i 2018 og er den fjerde i rækken på dette historiske sted.

 

Stedet har gennem generationer været et yndet udflugtsmål og mødested. Fra 1920’erne til 1960’erne gik der ”badetog” fra Viborg til Rødding med glade badegæster, som tog turen til Knud Strand for at nyde badelivet og de dejlige omgivelser med den karakteristiske 10 meter høje skrænt. I 1931 byggede Statsbanerne den første pavillon og siden har Pavillonen været spisested, mødested og kultursted. I 1950’erne valfartede mange til stedet for at deltage i børnenes Knud Strand Stævne.

 

I 2014 blev den tidligere pavillon revet ned på grund af nedstyrtningsfare. Det stod dog hurtigt klart, at der var stor opbakning til en ny pavillon, der fortsat kan samle folk ved Knud Strand.

 

Pavillonen ligger i gåafstand fra Spøttrup Borg og Spøttrup Sø.